Dansk Film Skat: - oplysninger om danske film

Nyhedsgrupper:

Wed
07
Jul
2004

CSC under Tour de France!

Det Danske Filminstitut har netop givet støtte til seks nye dokumentarfilm, blandt andet til en film, der følger Bjarne Riis og hans cykelhold under årets Tour de France.
"Overvindelse"
Instruktøren Tómas Gislason vil skabe en dokumentarfilm med spillefilmsdramaturgi og sammenligner Bjarne Riis og hans ryttere med "Kellys helte": "Som alle gode historier starter den der, hvor alle griner af det uortodokse cykelhold og kigger skævt til deres metoder. Men gennem deres sammenhold ved vi, at de vil komme til at sætte sig i respekt", siger Gislason, der tidligere har instrueret markante dokumentarfilm som "Den højeste straf" og "Fra hjertet til hånden".

Det Danske Filminstituts betingede støttetilsagn er på 2,5 millioner kr. "Overvindelse", der produceres af Nordisk Film Production, er på forhånd solgt til dansk og internationalt tv, og Nordisk Film forventer, at filmen også kan trække publikum i biograferne. Forventet premiere forår 2005.... Desuden har Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Morten Hartkorn i foråret givet støttetilsagn til yderligere fem dokumentarfilm:

"Europæisk barndom"
"Europæisk barndom", der instrueres af Thomas Thurah, er et møde med seks personligheder, der spillede en hovedrolle i europæisk politik omkring murens fald: Mikhail Gorbatjov, Hans Dietrich Genscher, Lech Walesa, Egon Krenz, Wojciech Jaruzelski og Vaclav Havel.

Hvad formede dem, hvordan lyder deres egen historie fra koldkrigsårene, fra de østkommunistiske regimers opløsning, og hvordan oplever de tingene i dag?

"Europæisk barndom", der produceres af Zentropa, er givet en betinget støtte på 800.000 kr.

"Visions of Europe"
Der er også fokus på Europa i filmen "Visions of Europe", der består af 25 x 5 minutters film i forskellige genrer og formater af forskellige europæiske instruktører. Instruktørerne har fået helt frie hænder, bortset fra varighed og budget, og filmene vil afspejle den enkelte instruktørs refleksion af vores europæiske identitet.

Fra Danmark bidrager Christoffer Boe, der har lavet en fiktion med en humoristisk tilgang til vores angst over for det store europæiske fællesskab. Filmen fortæller om en tilsyneladende betydningsfuld mand, som skal holde en vigtig tale, hvor ordet Europa indgår et stort antal gange. Manden, spillet af Henning Moritzen, får en taleblokering, og trods hjælp fra sin sekretær, spillet af Cecilie Thomsen, overvinder han ikke problemet.

"Visions of Europe", der har modtaget 750.000 kr. i støtte fra DFI, er produceret af Zentropa. Filmene har været udsendt på en række europæiske tv-stationer i maj 2004 og bliver vist senere på året på DR 2.

"Landscapes and Remembrances"
"Landscapes and Remembrances" er sidste del af Jon Bang Carlsens trilogi, der begyndte med "Addicted to solitude" og "Portræt af Gud". Filmen er Jon Bang Carlsens poetiske og filosofiske undersøgelse af erindringer ? erindringer om rodløshed, kærlighed og død. Filmen er i sin grundform dokumentarisk og rummer Jon Bang Carlsens eget arkivmateriale fra hans ungdom på Mols, den første kærlighed på en rejse i Algier, mødet med en Vietnam-veteran i Los Angeles og gensyn med de sydafrikanske medvirkende fra de to første film i trilogien.

"Landscapes and Remembrances", der produceres af C&C Productions, modtager 1.400.000 kr. i DFI-støtte. Camera Film skal stå for den danske biografdistribution.

"Kofoeds Skole"
"Kofoeds Skole" af Ulla Boye følger dagligdagen på Kofoeds Skole på Amager. Instruktøren, der tidligere blandt andet har lavet dokumentarserien "To må man væ re" og "Dage med Kathrine", fortæller om projektet: "Jeg har på Kofoeds Skole både mødt en række ressourcefyldte ildsjæle - passioneret optaget af deres arbejde på stedet ? og skrøbelige personligheder, som bliver stærkere ved at k omme dér. Det er denne hverdag med dens skuffelser, sorger og glæder, jeg vil fortælle om ? i samme direkte, usminkede tone af ærlighed og humor, som driver stedet. Jeg oplevet og lært noget om menneskelighed og respekt ved at være på Kofoeds Skole, og det forekommer mig vigtigt at dele denne indsigt med andre".

"Kofoeds Skole" modtager 800.000 kr. i støtte fra DFI. Koncern TV- og Filmproduktion producerer.

"Karen Blixen ? Out of this world"
"Karen Blixen ? Out of this world" bliver instrueret af Marcus Mandal og Anna Lerche, der også stod bag tv-succesen "A Royal Family". I filmen medvirker mennesker, som kendte Karen Blixen personligt, og ambitionen er at lave en international tv-dokumentar om mennesket Karen Blixen. Det er som udgangspunkt en succeshistorie om en stærk, dragende og fandenivoldsk kvinde, som går imod normerne. Men det er også en fortælling om dyb personlig smerte, om at føle sig forladt som barn, og om som voksen at være stærkt afhængig af andres bekræftelser og tilbedelse.

"Karen Blixen ? Out of this world", der produceres af Nordisk Film TV, modtager betinget DFI-støttetilsagn på 250.000 kr. Filmen distribueres via internationalt tv.

Filmkonsulent på Det Danske Filminstitut Morten Hartkorn siger om de nye film:

"Det er film, der er båret af høje kunstneriske ambitioner, episke fortællinger med stor visuel styrke; flere af dem lavet til biografens store lærred, andre til international tv-distribution. Det er glædeligt, at danske dokumentarister ? ud over de kunstneriske ambitioner - også har store ambitioner om at nå et publikum." DFI (07.07.04)