Dansk Film Skat: - oplysninger om danske film

Nyhedsgrupper:

Wed
30
Dec
2009

Dansk film 2009: festivaler og priser

Dansk film har i 2009 været stærkt repræsenteret på de store festivaler og ved prisuddelinger, og udenlandske filmfolk har for alvor fået øjnene op for mulighederne for samarbejde med kvalificerede danske filmfolk.

I 2009 har dansk film endnu en gang oplevet stor bevågenhed ved internationale festivaler og prisuddelinger.
Stort set alle de store og vigtige filmfestivaler udtog danske film til deres programmer, og det blev til ikke mindre end 118 priser og hædersbeviser.


Anders Østergaards dokumentarfilm "Burma VJ" indledte festivalåret på Sundance Film Festival i USA med at erobre en af filmens nu mere end 30 priser. Filmen hentede kort tid efter også en pris på filmfestivalen i Berlin, hvor Annette K. Olesen var i hovedkonkurrence med "Lille Soldat", og hvor Lotte Svendsen modtog en "Special Mention" for "Max Pinlig".
Heidi Maria Faissts spillefilmdebut, "Velsignelsen", blev samtidigt præsenteret i hovedprogrammet på Den Internationale Filmfestival i Rotterdam, et af de vigtige stop i den internationale festivalkalender. Filmen er produceret for New Danish Screen.
På Cannes Festivalen lå Lars von Trier med "Antichrist" i kamp om de Gyldne Palmer, og filmen vandt prisen for Bedste Kvindelige Skuespiller til Charlotte Gainsbourg. Også tre danske kortfilm var udvalgt til Cannes: Daniel Borgmans "Lars og Peter" deltog i Short Film Competition, Dorte Bengtsons "Sylfidden" i Cinéfondation og Rúnar Rúnarssons "Anna" i Quinzaine des Réalisateurs.
Sommeren og efterårets festivaler
Hele tre danske film, "Antichrist", Martin Pieter Zandvliets spillefilmdebut "Applaus" og Christian Sønderby Jepsens dokumentarfilm "Side om side" blev udtaget til den internationale filmfestival i Karlovy Vary, der er en af verdens 12 A-filmfestivaler. "Applaus" vandt to priser på den tjekkiske festival, dels prisen for Bedste Kvindelige Skuespiller til Paprika Steen, dels Europa Cinemas Label-prisen. Både "Applaus" og "Side om side" er produceret for New Danish Screen.
På Venedigs festival, som sjældent finder plads til nordiske film blev Nicolas Winding Refns "Valhalla Rising" udvalgt til serien Midnight Screening.
Toronto International Film Festival, der primært er en publikumfestival, men vigtig fordi den er et brohoved til det nordamerikanske marked, præsenterede i år hele fem danske film: "Antichrist", "Applaus", "Valhalla Rising", Ole Bornedals "Fri os fra det onde" og Mogens Hagedorns familiefilm "Vølvens forbandelse".
Roms international filmfestival inviterede Nicolo Donatos spillefilm "Broderskab" med Thure Lindhardt, David Dencik og Nicolas Bro med i hovedkonkurrence, og filmen, der er produceret under Filminstituttets særlige Råfilm-pulje, vandt festivalens hovedpris og endnu en pris.
Ved den internationale filmfestival i Amsterdam, IDFA, som er årets største dokumentarbegivenhed var hele 11 danske film udtaget til konkurrence bl.a. Kaspar Astrup Schröders "Opfindelsen af Dr. Nakamats", Miki Mistrati & Nagieb Khajas "Terrorist ved et tilfælde", Andreas Koefoeds "Alberts vinter" og Katrine Philps "Book of Miri". De tre sidste film opnåede nomineringer til festivalens store priser.
I løbet af året blev det til dansk filmdeltagelse på 10 ud af 13 A-festivaler, og foruden de nævnte deltagelser var der særlig flot repræsentation på Shanghais og Montreals festivaler, hvor Danmark vandt nogle af de fornemmeste priser.
Filmfolk og skuespillere er internationalt efterspurgt
Ved årets Berlin Festival stod det allerede klart, at den danske filmbranche ikke kun markerer sig i forbindelse med vores egne film. Mange internationale film i programmet havde danske filmfolk- eller -skuespillere på vigtige funktioner, og den tendens har kunnet ses resten af året.
Blandt skuespillerne har det været navne som Mads Mikkelsen, Thure Lindhardt, Nikolaj Lie Kaas, Ulrich Thomsen, Jesper Christensen og Nicolas Bro, der har markeret sig.
Lone Scherfig har haft international publikums- og anmeldersucces med den engelskproducerede "An Education", og Nicolas Winding Refns engelskproducerede "Bronson" har vakt stor opmærksomhed. Susanne Bier, der netop har optaget sin nye danske film, har fået meget omtale på grund af et amerikansk remake af "Brødre" og forberedelser til store internationale projekter.
Niels Arden Oplev blev hyret af en dansk producer i et svensk selskab for at give det rigtige løft til filmatiseringen af "Millenium"-serien, og den danske instruktør brugte nogle af vores dygtigste filmfolk til at etablere grundlaget for en af årets største ikke-amerikanske filmsucceser på det internationale marked.
Awards-sæson og vinterens festivaler
Danske film og filmfolk er allerede ved at placere sig nu, hvor vinterens prisgallashows begynder.
Anthony Dod Mantle, der i de seneste 15 år har gjort sig bemærket som en banebrydende fotograf i dansk film, modtog den 12. december ved European Film Awards 2009 prisen som bedste fotograf for sit arbejde på Lars von Triers "Antichrist" og Danny Boyles "Slumdog Millionaire". Tidligere på året er Dod Mantle blevet hyldet med tilsvarende prestigefyldte priser ved Oscar-uddelingen og BAFTA.
"Burma VJ" er på short-list til en Oscar for bedste dokumentarfilm, og M&M Productions er for 10. gang short-listet til en Oscar for bedste kortfilm, denne gang med kortfilmen "The New Tenants" på baggrund af Anders Thomas Jensens manuskript og i samarbejde med en dansk instruktør, Joachim Back, der arbejder fra New York.
"Superbror" er første danske film, der er udtaget til næste års Berlin Festival, hvor udvælgelsen af film til serier og konkurrenceprogrammer er i fuld gang, Mads Brüggers "Det røde kapel" er udtaget til Sundance, og Tobias Lindholm og Michael Noers "R" får verdenspremiere i konkurrenceprogrammet på Rotterdams filmfestival. Og spørger man de ansatte i Filminstituttets festivalafdeling om de endnu ikke annoncerede konkurrencesektioner på vinterens store festivaler, mødes man af lutter smil.
Også CNN har noteret sig den store internationale interesse for dansk film på 2009's festivaler, og tv-stationen rapporterede her i slutningen af december situationen.

Wed
30
Dec
2009

CNN HOLDER ØJE MED DANSKE FILM

Tv-stationen CNN har noteret sig den store internationale interesse for dansk film på 2009's festivaler.

CNN gjorde i et indslag her i slutningen af december sit publikum opmærksom på, at danske film har været vellidt af festivalprogrammørerne på de internationale festivaler i år.

Ifølge tv-stationen har særligt Lars von Triers "Antichrist" fundet sig et stort publikum globalt, men CNN peger også på fire andre film, man bør holde øje med.

De fire film er Henrik Ruben Genz' "Frygtelig Lykkelig", som er indstillet til Oscar-nominering, Anders Østergaards "Burma VJ", der er shortlistet til en Oscar for bedste dokumentarfilm, Nicolo Donatos vinderfilm fra Roms internationale filmfestival "Broderskab" og Martin Zandvliets "Applaus" med Paprika Steen i hovedrollen.

Tue
29
Dec
2009

Nimbus laver ny film om besættelsen

Nimbus Film, der står bag en af de senere års største danske filmsucceser ’Flammen og Citronen’, har planer om at producere endnu en film om besættelsestiden.

Selskabet har indgået en aftale med forfatteren Dorthe Emilie Røssel om en filmatisering af dennes erindringsbog ’Jeg brød et løfte’, skriver Dagbladet i Roskilde.

Datter brugt som kurer
Dorthe Emilie Røssels far var med i modstandsbevægelsen, og datteren blev brugt som kurer af farens modstandsgruppe.

Hun transporterede illegale effekter i sin dukkebarnevogn og oplevede at blive truet med en pistol af den berygtede Gestapo-bøddel Ib Birkedal Hansen, ligesom den lille pige så sin far blive pisket af Birkedal.

Filmen er ikke tænkt som en nøjagtig skildring af Dorthe Emilie Røssels liv fra 1940-45, men temaet bliver en lille piges oplevelse af besættelsestiden, siger forfatteren til ’Jeg brød et løfte’, som har solgt i cirka 4.000 eksemplarer.

Wed
23
Dec
2009

Svært biografår for danske film

Trods en svag vækst i salget af biografbilletter i 2009 må dansk film se frem til forligsperiodens hidtil dårligste billetsalg ifølge seneste estimat fra Det Danske Filminstitut.
De tre Millenium-film efter Stieg Larssons romaner sætter i år både de amerikanske og danske film til vægs. Den første af filmene, "Mænd der hader kvinder", der var instrueret af Niels Arden Oplev med et kernehold af danske filmfolk, solgte næsten en million billetter herhjemme, og "Pigen der legede med ilden" går stadig i biograferne og bliver med mere end 800.000 solgte billetter årets næstbedst sælgende film. "Luftkastellet der blev sprængt" er efter tre uger allerede set af 373.000, og den kan nemt rykke ved placeringerne på årets top-10.
Den sjette Harry Potter-film solgte 602.000 billetter, "Ice Age 3" blev set af 528.000, og Disney/Pixars "Up", der på de første 11 uger er nået op på 497.000, ser indtil videre ud til at ende på en 5.-plads. "Engle og dæmoner" solgte 495.000 billetter, og årets mest populære danske film, Anders Mathessens "Sorte kugler, er med 402.000 biografbesøg landet på en 7.-plads.
2,5 mio. billetter til danske film
De danske film solgte 2,5 mio. billetter i biograferne, det laveste tal siden 2000, hvor de danske film kun opnåede 2,1 mio. besøg.
"Det er klart, at Millenium-filmene har gjort et ordentligt indhug i den danske hjemmemarkedsandel, men det er langt fra hele forklaringen" siger direktør Henrik Bo Nielsen, Det Danske Filminstitut.
"Når et superbrand tager godt to millioner billetter i et stort set uændret marked, forklarer det selvfølgelig en del af nedgangen, men vi må også erkende, at den danske premierekalender har været mindre attraktiv i 2009 end i rekordåret 2008.
Det er svært at løbe fra, at blandt de kunstnerisk mere ambitiøse danske film har for mange haft svært ved at fastholde det traditionelle publikum. Tilsvarende har en række bredt anlagte underholdningsfilm blandt andet i de store skoleferier tydeligvis ramt forbi målgrupperne, og det giver stof til eftertanke for både Filminstituttet, branchen og de politikere, der lige om lidt skal lave nye medie- og filmforlig.
Det er jo ingen hemmelighed, at DFI længe har advaret mod, at for stram regulering af Filminstituttet i kombination med den stærkt øgede indflydelse fra tv-stationerne i denne forligsperiode i sig bar kimen til en vis ensretning og en for bagudskuende måde at bedømme filmprojekter på. I 2009 har vi for alvor set film, der er udviklet i denne forligsperiode, ramme lærredet, og resultaterne er langt fra tilfredsstillende, selvom der også i 2009 har været film at glæde sig over.
I den store brancheundersøgelse, "Spørg & Lyt", som DFI har gennemført det seneste år, har netop to temaer – for stor detailregulering og for meget tv-indflydelse – været de hyppigst fremførte problemfelter, og løsninger på de to forhold indgår selvfølgelig i det filmaftaleoplæg, DFI's ledelse for tiden arbejder på."
De danske film
Blandt de danske film ligger billetsalget til "Sorte kugler" i toppen, og Rumle Hammerichs "Headhunter" placerer sig som nummer to med 221.000 solgte billetter. Rasmus Heides "Julefrokosten" har efter fem uger omsat de første 180.000 billetter og har netop overhalet Nils Malmros' "Kærestesorger", der blev set af 175.000.
Blandt børne-, ungdoms- og familiefilmene nåede Charlotte Sachs Bostrups "Karla og Katrine" med 175.000 besøgende et større publikum. Giacomo Campeottos "Storm" rundede 100.000, mens andre film til målgruppen solgte under 100.000 billetter.
Lars von Triers "Antichrist" fik ikke alene alverdens filmkritikere helt ud på kanten af stolen, men lokkede også 83.000 danskere i biografen på et begrænset antal filmkopier. Spillefilmdebuterende Martin Pieter Zandvliets "Applaus" gjorde den kunsten efter, dog i mindre skala.
Det kommende år
Den 18. december var der premiere på Birger Larsens familefilm "Superbror", der modtog fine anmeldelser, og den 25. december kommer Nikolaj Steens "Oldboys" ud i biograferne.
Det kommende år lover en række spændende projekter fra både nye instruktører og mere erfarne navne som Per Fly, Thomas Vinterberg, Christoffer Boe, Susanne Bier, Erik Clausen, Nicolas Winding Refn og Nikolaj Arcel. Og for familierne er der bl.a. altid populære Karla- og Far til fire-film at se frem til.

Wed
23
Dec
2009

Skandinavia nu kun som net-kanal

Tv-stationen Skandinavia lukker med udgangen af 31. december og findes dernæst kun som net-kanal.

”Det er ganske enkelt ikke muligt at få antenneforeninger til at finde penge til en tv- kanal med dansk og skandinavisk producerede spillefilm, dokumentar og kortfilm. Bl.a. er det de store, mange og dyre sportskanaler, der gør det svært for antenneforeningerne at finde penge til en kanal som Skandinavia. Og det gør det jo ikke nemmere at drive noget kommercielt i Danmark, når DR lancerer tilsvarende kanaler, som DR K der minder meget om Skandinavia, og som er gratis for forbrugeren, dog betalt over licensen”, forklarer Skandinavias direktør, Niels Aalbæk Jensen overfor tvnyt.com.

Aalbæk Jensen forklarer tvnyt.com om fremtiden:

”Nu kører vi hardcore distribution via internettet på www.movieurope.com og det ser ud til at vi har ramt helt rigtigt. Vi lancerede den nye Movieurope portal 29. oktober og har i dag mere end 9.000 abonnenter. Det er et resultat vi er særdeles godt tilfreds med,” siger han.

På www.movieurope.com lejer man filmpakker til en fast pris pr. måned og med kun 30 dages bindingsperiode. Man kan selv vælge hvor mange filmpakker man vil abonnerer på og hvor længe.

Dermed kan man se filmene når man vil, hvor man vil og så meget man vil. Filmene streames direkte og kan ses på PC eller fladskærm, hvis man kobler PC’en til med eksempelsvis et HDMI-kabel.

Niels Aalbæk Jensen afslører, at man har indgået et såkaldt affiliated marketing samarbejde med Se og Hør og Jubii som deres læsere og brugere efter sigende har taget rigtig godt imod.

”Det er et samarbejde, der også har et perspektiv på den Skandinaviske bane,” lyder det. Men her stopper det ikke, for mens privatpersoner også kan gå ind og tegne abonnement direkte på Movieurope er målet flere partnerskaber.

”Vi ligger pt. i forhandling om 20-50.000 abonnenter med opstart fra 1. februar,” slutter Niels Aalbæk Jensen overfor tvnyt.com.

Tue
22
Dec
2009

Iselin fra 'Pagten' får Ove Sprogøe Prisen

Mandag ville skuespilleren Ove Sprogøe være fyldt 90 år, og flere af hans venner og tidligere kolleger benyttede lejligheden til at uddele Ove Sprogøe Prisen i biografen Palads i København for fjerde gang.

Årets modtager af de 30.000 kroner, der følger med æren, blev den 29-årige skuespiller Signe Egholm Olsen, der i denne måned hver aften kommer ind i seernes stue, når hun spiller Iselin i julekalenderen 'Pagten', der både kan ses på DR1, DR HD og DR Ramasjang. Iselin er en smuk iskvinde - med et hjerte af is. Så længe nogen kan huske, har hun hersket i det koldeste nord, hvor hun har spejlet sig i isbjergenes blanke sider.

Ove Sprogøe Prisen bliver givet til en yngre dansk skuespiller eller skuespillerinde for en usædvanlig indsats på tv, teatret eller på film.

Prisen er indstiftet af skuespilleren Morten Grunwald, der spillede sammen med Ove Sprogøe i blandt andre Olsen Banden-filmene, og af Nordisk Film. Første år modtog Niels Ellegaard prisen, dernæst Nikolaj Kopernikus, og sidste år gik prisen til Lene Maria Christensen. Prisen bliver næste år uddelt for sidste gang, og pengene til den kommer fra de mindeforestillinger, der blev holdt efter Ove Sprogøes død i september 2004.

Uddannet i 2003

Signe Egholm Olsen er uddannet på Statens Teaterskole i 2003. Hun fik i 2005 sit store gennembrud i rollen som Maria i filmen "Nordkraft". På teatret har hun haft roller på Det Kongelige Teater, Turbinehallerne, Gladsaxe Teater, Caféteatret, Mungo Park og Det Danske Teater. På tv har hun også medvirket i TV 2's 'Forsvar' og 'Anna Pihl'.

Det var tidligere DR-journalist og nuværende medarbejder på Børsen, Gregers Dirckinck-Holmfeld, der motiverede prisen. Her roste han Signe Egholm Olsens talent og egenskaber, som ifølge ham minder om Ove Sprogøe.

Juryen bag prisen består af Ove Sprogøes søn, Henning Sprogøe, Bent Fabricius-Bjerre, Bo Christensen, Jan Lehmann, Samuel Rachlin, Pelle Sadolin, Christian Have, Lisbet Dahl, Lily Weiding og Morten Grunwald.

Thu
17
Dec
2009

Snemand overstrålede veltrænede dansk-finske rensdyr

Nystiftet pris for tegnefilm i spillefilmlængde havnede på franske hænder.

En skovtrold eller anden slægtning til den afskyelige snemand, men af fransk oprindelse, vandt i weekenden en førstepræmie for næsen af en flok ellers gevaldig adrætte dansk-finske rensdyr.

Prisen var den nystiftede European Film Award for bedste tegnefilm i spillefilmlængde, stedet for prisuddelingen var Bochum i Tyskland (nyt sted hvert år, sidste år var det i København), og vinderen var filmen ’Mia et le Migou’.

Migou er det franske ord for yeti, som vi kalder den afskyelige snemand, et ukendt væsen, som filmens lille Mia møder, da hun leder efter sin far i skoven.

Filmen er skabt af den meget respekterede franske instruktør Jacques-Rémy Girerd, stifter af animationsfilmselskabet Folimage.

Dansk-finsk modkandidat
Hans modkandidater var den charmerende dansk-finske ’Niko og de flyvende rensdyr’, instrueret af Michael Hegner og Kari Juusonen, samt den irsk-franske ’The Secret of Kells’, Tomm Moores animationsfilm om en keltisk munkedreng, der ser Irlands berømte illuminerede bibelmanuskript fra 800-tallet blive til.

Moores film får en chance mere i februar 2010, når årets Annie (animationsfilmens svar på Oscar) uddeles – her i konkurrence med bl.a. Pixars ’UP’.

Wed
16
Dec
2009

Susanne Bier-film nomineret til Golden Globe

I sidste uge fik den amerikanske version af Susanne Biers filmhit Brødre ("Brothers") flotte anmeldelser i de amerikanske medier. Og nu er filmen også indstillet til én af branchens flotteste priser The Golden Globe.

Det er "Spiderman"-stjernen Tobey Maguire, der er indstillet i kategorien "Bedste Mandlige Skuespiller i et Drama".

Men langt foran "Brothers", er det George Clooney, der lige nu er pris-sæsonens superstjerne.

Golden Globe overrækkelsen finder sted i Los Angeles 17. januar

Wed
16
Dec
2009

Årets fynske filmtalent får pris

På torsdag får en fynsk filminstruktør-spire æren af, at være den første nogensinde, der får titlen som årets filmtalent.

Det er Odense Filmværksted, der står bag prisen, og i går valgte en jury årets vinder. Juryen, som består af Signe Ryge fra TV2/Fyn, Henny Husum - TV SYD og Søren Braun fra Region Syddanmark, blev hurtigt enige om en vinder. Men det betød ikke, at resten af filmene ikke havde noget at byde på.

- Det har været en svær beslutning, for filmene er meget forskellige, og alle er på et ret højt niveau. Nogle mangler måske noget kunstnerisk kvalitet, men så indhenter de det i indhold, forklarer jurymedlem Signe Ryge.
Talenter i provinsen
Prisen er ment som et skulderklap til årets talent, og juryen var enige om, at talentarbejdet i Region Syddanmark skal støttes.

- Det er godt, at vi på Fyn kan være med til at løfte niveauet for unge talenter, så det hele ikke bare er samlet i København. Det er imponerende, at de unge bare kaster sig ud i det, og de er meget kreative, mener Signe Ryge.

Folkene bag de nominerede film er: Malthe Merrild og Rasmus Krone Andersen fra Odense, Trine Nadia fra Svendborg, Jonathan Glen Sørensen fra Odense, Chakrit Suttichan fra Odense og Amalise Basse, Anna Sofie Damsgaard Pedersen og Sofie Amalie Weeke Hervit fra Faaborg. Prisen bliver overrakt af skuespiller Jon Lange, kendt fra "2900 Happiness" og "Lærkevej", og består af en pengepræmie samt en visning af vinderfilmen til Odense Internationale Film Festival.

Wed
16
Dec
2009

Tomas Villum filmatiserer dansk thriller

Forfatteren Mikkel Birkegaards 'Over mit lig' kommer nu som film.

Mikkel Birkegaards thriller ’Over mit lig’ skal filmatiseres.

Tomas Villum Jensen skal instruere filmen, og optagelserne skal efter planen foregå i efteråret 2010. Optionen på filmatiseringen er netop blevet solgt til producent Kim Magnusson.

Den danske thriller, som udkom tidligere i år, handler om gyserforfatteren Frank Føns, der bliver jaget af en morder, som vil begå mordene i Franks bøger i virkeligheden. Romanen er solgt til udgivelse i flere lande, senest Tyskland og England.

Mikkel Birkegaards debutroman, fantasythrilleren ’Libri di Luca’, er solgt til udgivelse i 21 lande, senest Kina og Portugal.

Side << | 1 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 20 | 30 | 40 | 50 | >>