Dansk Film Skat: - oplysninger om danske film

Nyhedsgrupper:

Tue
18
Dec
2007

2 danske film udtaget til Berlin

De første danske film er udtaget til konkurrence under Berlin Filmfestivalen 2008. Festivalens konkurrenceprogram for børne- og ungdomsfilm, Generation, har udvalgt Flemming Quist Møllers og Jannik Hastrups "Cykelmyggen og dansemyggen" og Natasha Arthys "Fighter".

"Cykelmyggen og dansemyggen" havde dansk premiere den 8. juni og blev et langvarigt i hit i biograferne, hvor den gik til langt hen på efteråret. Filmen blev set af 117.000, et særdeles højt tal for en spillefilm til det alleryngste publikum.

"Fighter", der havde premiere den 14. december, har fået flotte anmeldelser og er allerede i løbet af første weekend set af mere end 10.000. Filmen vises i Berlin i Generations konkurrenceprogram for ungdomsfilm, 14plus.

På Berlinalen deltager også den danske instruktør Ole Bendtzen med "Berlin Hair Today", som følger en excentrisk dansk hair stylist med en lille tjekket hårsalon i Kreuzberg, Berlin.

"Berlin Hair Today" vandt i forbindelse med Berlin Festivalens talentudviklingsinitiativ, Talent Campus, sammen med to andre kortfilm retten til filmatisering. De tre film er færdigproduceret i dette efterår og konkurrerer på festivalen 2008 om the Berlin Today Award.

Udvælgelsen af film til Berlinalens filmserier og konkurrenceprogrammer er stadig i gang, og der er store forventninger om flere danske film i Berlin. Festivalen afholdes 7.-17. februar.

Thu
13
Dec
2007

Anna Pihl får nyt job

Mandag 7. januar vender skuespilleren Charlotte Munck tilbage i de sidste ti afsnit af dramaserien ”Anna Pihl”.

Når seerne møder Anna, har hun fået nyt job i efterforsknings-afdelingen. Et job, der er mere råt og actionpræget end hendes tidligere funktion som forhandler. Det nye job stiller store krav til Anna, der ind imellem har svært ved at få arbejds- og privat-livet til at hænge sammen. Den handlekraftige kriminalbetjent knokler for retfærdigheden, men retfærdigheden har sin pris - både professionelt og privat.

Med det nye job følger kollegaen Mik (spillet af Jacob Lohmann). Mik er midt i 30’erne og har kone og to børn. Til trods for, at han er en lidt easy-going drengerøv, er han også en seriøs politimand. Han har et lidt hidsigt temperament, men heldigvis også masser af humor, og så er han en god kollega og støtte - ikke mindst for Anna.

I et tidligere afsnit så vi Anna blive forladt af sin kæreste Martin, der samtidig opgav sit job som betjent. I de nye afsnit vender Martin (Claes Bang) tilbage til politiet og er dermed også tilbage i Annas hverdag. Noget, de begge har lidt svært ved at forholde sig til.

Thu
13
Dec
2007

Danske filmblade fusionerer

De to danske filmblade »Ekko« og »Mifune« fusionerer og har ambitioner om at blive Nordens førende filmmagasin.

En række af landets bedste filmskribenter har leveret til de to filmblade »Ekko« og »Mifune« gennem flere år, men fremover vil der kun være et enkelt dansk filmblad at skrive i, idet de to blade fusionerer, Til gengæld skal det nye blad, der viderefører navnet »Ekko«, være Nordens største. »Ekko« blev lanceret i 2000 og har især været et forum for national filmdebat, mens »Mifune« siden 2003 særligt har markeret sig med filmjournalistik med et udenlandsk perspektiv.

»Vi har været to magasiner med forskellige profiler, men med samme kærlighed til filmkunsten og de gode film. Begge blade vil sætte aftryk i det nye magasin, som bliver større og som vil udkomme seks gange frem for fem gange om året,« siger Claus Christensen, redaktør på »Ekko«.

Claus Christensen bliver ansvarshavende på det nye magasin, der første gang udkommer i februar og skal lede det sammen med en redaktionskomité bestående af ham selv, »Mifunes« redaktør Thure Munkholm, Kristoffer Hegnsved og Peter Schepelern.

Fusionen følger længere tids forhandling mellem de to blade og en fælles forståelse af, at en fusion ville kunne give landets filminteressede en bedre service. Blandt bladets nye initiativer er en opnormering af det internationale stof og en udbygget anmeldelsessektion.

»Vi har en ambition om at blive Nordens bedste filmblad,« siger Thure Munkholm, tidligere redaktør for »Mifune«.

Større redaktionel uafhængighed

Det Danske Filminstitut har støttet begge blade siden deres start, ligesom instituttet selv har udgivet et tredje filmblad med titlen »Film«, hvis dansksprogede udgave nu nedlægges. I stedet vil instituttet lave en forbedret internetudgave.

»Det er svært at udgive et filmblad i så lille et sprogområde, så når to i forvejen stærke blade slår pjalterne sammen for at blive endnu stærkere, så er det noget vi kun kan bifalde,« siger direktør for filminstituttet Henrik Bo Nielsen. Han forventer, at det nye »Ekko« til en vis grad dækker nogle af Filminstituttets nu nedlagte blads områder, men siger, at instituttet ellers ikke vil blande sig i det redaktionelle.

»Begge blade har været delvist afhængige af Filminstituttets velvilje, og et nyt blad vil være lidt mindre afhængig af vores støtte. Hvis man har haft kvabbabelser om redaktionel afhængighed, kan man sige, at fusionen er et skridt i den rigtige retning,« siger Henrik Bo Nielsen.

Det nye »Ekko« skal udkomme i et oplag på 14.000 eksemplarer.

Wed
12
Dec
2007

Tæt løb til årets Robert

Hele fire film har, med 10 nomineringer hver, spredt feltet og gjort bookmakernes job med at gætte vinderne sværere

De fire topscorere ved Robert-uddelingen den 3. februar 2008 er Peter Schønau Fogs KUNSTEN AT GRÆDE I KOR, Nikolaj Arcels DE FORTABTE SJÆLES Ø og Ole Bornedals to film KÆRLIGHED PÅ FILM og VIKAREN - alle med 10 nomineringer hver.

To af disse titler er også nominerede til årets bedste film; KUNSTEN AT GRÆDE I KOR og KÆRLIGHED PÅ FILM. De får selskab af EKKO, DAISY DIAMOND og HVID NAT.

Årets bedste børne- og ungdomsfilm skal findes i et stærkt felt mellem DE FORTABTE SJÆLES Ø, JUNGLEDYRET HUGO - FRÆK SOM ALTID, TEMPELRIDDERNES SKAT II, KARLAS KABALE og VIKAREN

På skuespillersiden er det i kategorien 'Bedste mandlige hovedrolle' garvede kræfter, der kæmper om statuetterne.

Alle fem nominerede - Anders W. Berthelsen, Lars Brygmann, Kim Bodnia, David Dencik og Søren Pilmark har tidligere været nomineret i denne kategori, men kun David Dencik har vundet.

Årets nominerede til bedste kvindelige hovedrolle tæller et lige så stærkt, men mere spredt felt. Fra den flerdobbelte ROBERT-vinder Paprika Steen, over Bodil Jørgensen, Rikke Louise Andersson, svenske Noomi Rapace og debutanten

Her er hele listen sorteret efter antal nomineringer:

De fortabte sjæles ø - 10 stk.

Kunsten at græde i kor - 10 stk.

Kærlighed på film - 10 stk.

Vikaren - 10 stk.

Ekko - 9 stk.

Daisy Diamond - 7 stk.

Hvid nat - 6 stk.

Cecilie - 5 stk.

Karlas Kabale - 5 stk.

Uden for kærligheden - 3 stk.

De unge år, Erik Nietsche sagaen del. 1 - 2 stk.

Hvordan vi slipper af med de andre - 2 stk.

Den sorte Madonna - 1 stk.

Hjemve - 1 stk.

Jungledyret Hugo, Fræk som altid - 1 stk.

Kollegiet - 1 stk.

Wed
12
Dec
2007

47 nye afsnit af '2900 Happiness'

TV3 og Nordisk Film er blevet enige om at sætte nye 47 afsnit af 2900 Happiness i produktion. Optagelserne påbegyndes i februar og vil blive vist på TV3 i efteråret 2008.

Seerne kan dermed glæde sig til igen at følge med i intrigerne i Hellerup og få afklaret, hvem der skød Jan Erik Von Bech - og hvorfor.

TV3 og Nordisk Film har underskrevet en aftale om en ny sæson af 2900 Happiness, samt en option på endnu en. 47 afsnit sættes nu i produktion og forfatterne er i fuld gang med at skrive manuskripterne, skriver TV3 i en pressemeddelelse.

- 2900 Happiness har været en stor succes for os i efteråret og formåede at flytte seervanerne i tidsrummet kl. 19.30 til kl. 20.00. Det er derfor kun naturligt, at vi har ønsket at producere en ny sæson af serien. Og vi har store ambitioner. Anden sæson af 2900 Happiness bliver den hidtil dyreste dramasatsning i TV3's historie, og jeg kan allerede nu love, at seerne får en produktion i absolut verdensklasse, siger TV3's programchef Morten Mogensen.

2900 Happiness havde et seergennemsnit på 178.000 i efteråret 2007.

Første sæson af 2900 Happiness sluttede med, at Jan Erik Von Bech blev skudt i sit hjem i Hellerup af en ukendt gerningsmand. Hans skæbne vil svæve i luften en rum tid endnu. For selvom optagelserne påbegyndes i foråret, så er det først i efteråret 2008, at seerne igen skal følge med i livet nord for København.

- Vi fortsætter, hvor vi slap. Familierne er i økonomisk uføre, og de indbyrdes relationer er mildest talt kaotiske. Samtidig er de unges sommerferie vel også snart overstået, så det er sandsynligt, at vi kommer til at se mere til deres skoleliv, venner og fester, siger TV3's dramachef Lars Feilberg

Hvilke roller og skuespillere, seerne kan se frem til i anden runde af 2900 Happiness er ikke endeligt afgjort.

Tue
11
Dec
2007

Stine Fischer Christensen Shooting Star 2008

Den unge skuespiller Stine Fischer Christensen er netop blevet udtaget til at være Shooting Star under Berlin Filmfestivalen (7.-17. februar). I år har en jury haft opgaven at udvælge ni særligt fremtrædende stjerner blandt de indstillede skuespillere fra 22 europæiske lande.

Stine Fischer Christensen gjorde sig første gang særligt bemærket for biografpublikummet i 2006 i Susanne Biers "Efter brylluppet". Hun modtog både en Robert og en Bodil for Bedste Kvindelige Birolle for sit skuespil som den datter, ulandsarbejderen Jørgen (Mads Mikkelsen) først sent i sit liv finder ud af, han har.

"Efter brylluppet" fik ikke bare stor gennemslagskraft i Danmark, hvor 391.000 så Stine Fischer Christensen i rollen, men den er også solgt over det meste af verden, blandt andet til USA, hvor den har fået flotte anmeldelser og givet instruktøren og hendes skuespillere mange fans.

I øjeblikket er den unge skuespiller aktuel i Anders Morgenthalers "Ekko", der havde biografpremiere fredag den 7. december, og i teateropsætningen af "Festen" på Gasværket, Østerbro. "Ekko" bliver under filmfestivalen præsenteret for de internationale filmopkøbere og andre interesserede på European Film Market.

Stine Fischer Christensen er født i 1985 og er i øjeblikket 3.-årsstuderende på Statens Teaterskole. Hun har tidligere medvirket i Morgenthalers "Princess", der fik stor international bevågenhed som åbningsfilm i Director's Fortnight på Cannes Festivalen i 2006 og på en lang række efterfølgende festivaler.

Det er European Film Promotion, som står for arrangementet Shooting Stars. Målet er at promovere nye skuespillere med international gennemslagskraft. I år har der i modsætning til tidligere været en selektion blandt de indstillede skuespillere, for at gøre det til en mere eksklusiv begivenhed, hvor der skabes mere opmærksomhed om de enkelte skuespillere. Danske Vibeke Windeløv, tidligere producer for Lars von Trier, har været medlem af den fem-mands-jury, som har udvalgt talenterne.

Stine Fischer Christensen kan under Berlin Filmfestivalens første weekend se frem til ture på det røde tæppe, møder med castere, producere og en lang række filmfolk, pressemøder, foto-sessions, middage, galla-fester og after parties; alt det der skal skabe opmærksomhed om en ung kommende stjernes internationale karriere, når hun først har gjort sin indsats foran kameraet.

Blandt de øvrige otte Shooting Stars er Anamaria Marinca fra Rumænien, som kan ses herhjemme lige nu i Cristian Mungius "4 måneder, 3 uger og 2 dage".

Thu
06
Dec
2007

Nye film af nye filmfolk

TV 2 og Nimbus Film har indgået samarbejdsaftale om produktion af nye spillefilm.

Et nyt samarbejde om produktion af danske spillefilm, som TV 2 og Nimbus Film netop har indgået, skal sikre nye filmfolk på banen og nye historier på det store lærred.

Filmene skal laves med en "forenklet finansiering", som det hedder. Det indebærer, at de højst må koste 12 millioner kroner, og at de finansieres uden om Det Danske Filminstitut.

- Det giver bl.a. bedre mulighed for at rykke hurtigere, når det er nødvendigt, siger TV 2s programchef, Keld Reinicke, og fortsætter:

- Vi synes, det er meget vigtigt at finde nye talenter til dansk film, og derfor indfører vi nye principper for produktionen af disse film, ligesom man for 15 år siden lavede en række regler i produktionen af Dogme-film.

I hver af de kommende film skal mindst to af filmenes fem hovedposter - manuskript, instruktion, foto, skuespilhovedroller og produktion - besættes af debutanter.

Keld Reinicke er glad for samarbejdet med Nimbus Film, som han kalder et interessant og nyskabende selskab.

- Vi skal have nye folk ind i dansk film, og hvis vi ikke som produktionsselskaber påtager os den forpligtelse, tipper det på et tidspunkt, siger producent i Nimbus Film, Birgitte Hald, til dagbladet Børsen.

Den første film, en komedie, ventes at gå i optagelse i maj 2008 med forventet biografpremiere i begyndelsen af 2009.

Wed
05
Dec
2007

Lars Mikkelsen hædret med pokal

Skuespilleren Lars Mikkelsen brillerer på film, på tv - og på scenen, hvor hans to store roller i 2007 mandag blev belønnet med Teaterpokalen.
Skuespilleren Lars Mikkelsen blev mandag hædret med Teaterpokalen, som hvert år uddeles af foreningen Danske Teaterjournalister.

Prisen består af 50.000 kr. og en unika sølvskål, og den blev tildelt Lars Mikkelsen for to store scenepræstationer i 2007. Her har han brilleret i "Erasmus Montanus" på Grønnegårdsteatret og i "Pis" på Det Kongelige Teater.

Den 43-årige Lars Mikkelsen, bror til kollegaen Mads Mikkelsen, udmærker sig også jævnligt på film og i tv, senest i "Forbrydelsen" på DR.

Wed
05
Dec
2007

Danske biografer overvejer sæsonkort

De danske biografer vil se nærmere på muligheden for et partoutkort, så filmfans kan gå i biografen lige så meget de lyster uden at tænke på økonomien.

De danske biografer skal se mod syd og lade sig inspirere.

Det mener Danske Biografers formand Kim Pedersen, som henviser til , at det i Frankrig koster omkring 150 kroner om måneden at se så mange film i biografen, som man overhovedet orker.

Den idé, mener han, skal hentes til Danmark og udbredes herhjemme.

Men modsat Frankrig skulle et dansk partoutkort gælde i alle landets biografer og ikke blot i enkelte biografkæder.

Flere unge i biffen
Baggrunden for idéen er, at selv om danskerne gennemsnitligt går ofte i biografen sammenlignet med andre europæiske lande, er salget af billetter stagneret siden år 2000.

Og ifølge formand Kim Pedersen er det især de unge, man skal have bedre fat i - og det får man med et partoutkort, viser de franske erfaringer.

Kim Pedersen vil ikke gå ind i øvrige detaljer om planerne.

»De nærmere detaljer kommer til at bero på forhandlingerne mellem biograferne og filmudlejerne«, siger han.

I Frankrig har ordningen været med til at give biograferne op til 23 procent flere solgte billetter, siden den blev indført for fem år siden.

Nordisk Film er skeptisk
Men regnestykket er ikke så simpelt, påpeger biografdirektør i Nordisk Film, John Tønnes.

»En partoutkort-ordning griber ind i alle økonomiske strømme i branchen. For hver billet vi sælger, får filmudlejerne op mod 47 procent af indtægten efter moms. Så hvis vi sælger varen billigere, mister de kroner til markedsføring, til producenterne osv. Derfor er jeg langt fra sikker på, at idéen vil blive modtaget positivt hos alle aktører - i hvert fald ikke, hvis de skal være en meget væsentlig del af rabatten«, siger han.

John Tønnes forklarer desuden, at man i Frankrig og Holland forsøger at komme ordningen til livs igen, fordi den ikke har givet den ønskede økonomiske gevinst.

Og set i dansk sammenhæng mener han heller ikke, at det giver mening generelt at sænke prisen på biografbilletter, så længe mange biografer ikke klarer sig specielt godt økonomisk.

Sund skepsis
»Skepsis er godt«, mener formand for Danske Biografer Kim Pedersen.

»Det betyder, at hver sten bliver vendt, inden vi handler«.

Han vil ikke give en prognose for, hvornår partoutkort-ordningen - hvis den bliver vedtaget i brancheforeningen - kan træde i kraft.

Wed
05
Dec
2007

Snart bliver det "Sommer"

"Forbrydelsen" er opklaret, så fra januar vil DR have danskerne til at tale om det nye lægefamiliedrama "Sommer"
Stuer ligger øde, fjernbetjeninger er smidt skødesløst på tv-tillægget, fyrfadslysene er brændt ned og sender dansende røgsøjler op i den afdæmpede hyggebelysning.

Det er Danmark Uge Et efter "Forbrydelsen".

Hvad skal danskerne nu bruge tiden mellem klokken 20 og 21 på hver søndag?

Familie-dramaet "Sommer", lyder svaret fra Danmarks Radio. For mens vi andre viede krop og sjæl til Søren Sveistrups tv-thriller, har licenskanalen haft endnu en søndagsserie i støbeskeen.

Vi er i familien Sommers '70er-brune dagligstue, der er blevet opført i et studie i TV-Byen i Søborg.

Her bliver et sammekog af de 10 første afsnit vist for pressen:

Lægefamilien Sommer bor i Frederiksværk i Nordsjælland, hvor patriarken Christian Sommer har sin praksis med hjælp fra den ældste lægesøn, ballademageren Adam.

Mens de tager sig af Nordsjællands livsstilssygdomme, redder den yngste søn, Jakob, liv i Malawi som læge uden grænser.

Pres fra moderen Sophia får dog Jakob, kæresten Mille og papdatteren Lærke til at vende hjem fra Afrika for en stund i anledning af faderens 65-års fødselsdag.

Faderen bliver dog syg, og Jacob og familie må blive i Danmark.

Tung arv at løfte
Det er dét setup, der atter skal fylde tv-stuerne i de danske hjem. Men ikke ved at være en ny "Forbrydelsen."

- Vi prøver ikke at leve op til Forbrydelsen. Vi prøver at ramme anderledes, siger "Sommer"s chefproducer Sven Clausen.

Målet er en million seere og ikke nødvendigvis dem, der så "Forbrydelsen".

- Succesen er ikke mængden af seere, men bredden, siger han.

- Modsat "Forbrydelsen" er "Sommer" let og lys. Man skulle nødig kunne sammenligne de to serier, siger DR-dramachef Ingolf Gabold.

Ifølge Sven Clausen er "Sommer" "noget nyt":

- Serien er båret af karakterene, ikke plottet som i "Forbrydelsen".

Han sammenligner den med den amerikanske dramaserie "Brothers & Sisters", der for tiden vises på Kanal 4.

- Der er en trend i tiden: Sammensatte familier, der slås for de gamle værdier. Det handler om familien over for jeg'et, om den lille verden over for den store, fortæller Sven Clausen

Burde foregå i Jylland
Det er fascination og identifikation med seriens hovedpersoner, der skal få danskerne til igen at flokkes om tossekassen hver søndag.

Og netop identifikationen med familieidyllen får Sven Clausen til at tro, at serien får endnu større succes i provinsen end i København.

- Havde vi haft råd, havde vi filmet den i Jylland, for eksempel i Hobro eller Hjørring, for så havde identifikationen været endnu større, siger Sven Clausen.

"Sommer" har premiere på DR1 1. januar 2008.

Side << | 1 | 10 | 20 | 30 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 50 | >>