- oplysninger om danske film
05. Feb 2012
 
Dansk pris Carl Th. Dreyer Prisen tildeles i år Mads Brügger.

Carl Th. Dreyer Prisen uddeles af Carl Th. Dreyers Mindefond, og i henhold til fondens vedtægter gives prisen til "fortrinsvis yngre filminstruktører eller andre kunstnere indenfor filmbranchen som anerkendelse af en fremragende kunstnerisk indsats".

Mindefondens indtægter baserer sig på en gave fra Dreyers datter Gunni Dreyer samt på en juridisk aftale med distributionsselskabet Gaumont, der lader en procentdel af indtægterne for instruktørens hovedværk "Jeanne d’Arcs Lidelse og Død" tilgå Mindefonden.

Fondens bestyrelse består af advokat Allan Falk, områdedirektør Lene Halvor Petersen, Det Danske Filminstitut og lektor Peter Schepelern, Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet.

Prisen er i år på 50.000 kr.



Kilde: DFI (30-01-2012)
Skrevet af danskfilmskat.dk til Torsdag, 02. Feb 2012 (15 hits)
 
Dansk pris Det er Cinemazone, Film-nyt, Filmnoter på Den2radio, Filmz, Kultunaut og Onfilm, der står bag den nye pris i form af den nystiftede forening SOF (Sammenslutningen af Online Film-journalister).

Den nyvalgte formand for SOF, Morten Vejlgaard Just, siger om tiltaget:

»Tilsammen giver medierne i SOF en komplet dækning af filmens fagre verden. Vi er aktive på alle platforme og i alle formater, der tilsammen når ud til 1.595.000 lyttere, læsere og seere hver eneste måned. Den vidende anmeldelse, det nyeste gossip, det levende interview og den grundige baggrund. Derfor er det kun naturligt, at de levende onlinemedier nu også hædrer dansk film med en årlig pris opkaldt efter et levende filmjournalistisk forbillede - Ole ’Bogart’ Michelsen«, skriver Vejlgaard i en pressemeddelelse.

Årets Ole bliver uddelt for første gang søndag den 19. februar, prisoverrækkelsen bliver transmitteret på net-tv, som man kan findes på SOFs
hjemmeside: www.onlinefilmjournalister.com

Der bliver uddelt priser i kategorierne:
- Bedste film
- Bedste kvindelige birolle
- Bedste kvindelige hovedrolle
- Bedste mandlige birolle
- Bedste mandlige hovedrolle
- Bedste udenlandske film

Top Nominering til Årets Ole er
- En familie (4) Bedste film; Bedste kvindelige hovedrolle; Bedste mandlige birolle; Bedste mandlige hovedrolle
- Melancholia (3) Bedste film; Bedste kvindelige birolle; Bedste kvindelige hovedrolle
- SuperClásico (3) Bedste film; Bedste kvindelige birolle; Bedste mandlige birolle

Ole Michelsen var vært på ’Bogart’ fra 1985 til 2002.


Kilde: Dansk Film Skat (02-02-2012)
Skrevet af danskfilmskat.dk til Torsdag, 02. Feb 2012 (11 hits)
 
International pris Det blev til flere priser til danske film ved årets Sundance-filmfestival.

Flere gange måtte repræsentanter for danske film på scenen, da der natten til søndag blev uddelt priser ved afslutningen på årets Sundance-filmfestival i den amerikanske stat Utah.

Filminstruktør Mads Matthiesen vandt således prisen for bedste instruktør af en ikke-amerikansk spillefilm for sin debut '10 timer til Paradis'.

- Jeg er meget overrasket og stolt over at vinde denne her pris. Sundance har på mange måder været her det hele startede for '10 Timer til Paradis', og det føles som et dejligt punktum at vinde denne fantastiske pris. Jeg håber virkelig, at filmen nu vil komme ud i verdenen og blive set af endnu flere mennesker, for det er på mange måder derfor, jeg har lavet den, siger Mads Matthiesen i en pressemeddelelse.

Hans film handler om den 38-årige bodybuilder Dennis, der bor alene med sin mor og gerne vil finde kærligheden. Han prøver lykken i Pattaya i Thailand, hvor han endelig møder en kvinde.

Også Lise Birk Pedersens 'Putins Kiss', der følger en russisk kvinde, som har gjort karriere i en pro-Putin ungdomsorganisation, blev hædret for sin filmkunst ved festivalen. Filmen vandt således prisen for bedste filmkunst i dokumentarkategorien, World Cinema Cinematography Award.

I U.S. Documentary Competition vandt den delvist danskproducerede dokumentarfilm 'The Queen of Versailles' prisen for bedste instruktion. Filmen handler om en amerikansk milliardærfamilies storhed og fald og var åbningsfilm på festivalen. Den er instrueret af amerikanske Lauren Greenfield og co-produceret af danske Mette Heide.

To danske dokumentarfilm måtte dog gå hjem uden priser. Filmen '1/2 Revolution', der handler om opstanden i Egypten, og Mads Brüggers 'Ambassadøren' var udtaget til festivalen, men hev altså ingen priser med hjem.

Sundance-filmfestivalen, der er grundlagt i 1981 af den amerikanske skuespiller Robert Redford, er kendt som en af verdens mest betydningsfulde festivaler for uafhængige film.

Festivalen betragtes som et springbræt til et større internationalt gennembrud og har tidligere båret anerkendte instruktører som Quentin Tarantino og Steven Soderbergh frem. Mens Oscar og Golden Globe-uddelingerne ofte hylder de etablerede stjerner, er Sundance en form for institution, som har talent for at spotte og udklække talenter og gøre dem til stjerner.

Kilde: BT (29-01-2012)
Skrevet af danskfilmskat.dk til Søndag, 29. Jan 2012 (14 hits)
 
DR DR sender i år en helt nyproduceret julekalender, og den får titlen ’Julestjerner’. Det er Græsted Film & Fjernsyn – alias makkerparret Wikke & Rasmussen, der har skrevet manuskriptet og som også instruerer, og optagelserne er allerede i fuld gang – i bl.a. Ledøje og omegn.

Den nye DR–julekalender er indtil videre omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri, men Anne-Marie Vidkjær, der er line-producer i DR, siger i dag til Frederiksborg Amts Avis, at julekalenderen kommer til at hedde ’Julestjerner’, og at der - udover mere eller mindre kendte voksen-skuespillere – medvirker tre børn i hovedrollerne.

Handlingen i julekalenderen og hvem der spiller med, vil DR først løfte sløret for på et senere tidspunkt, men - ifølge Anne-Marie Vidkjær - kommer den til at foregå et fiktivt sted i Danmark.

Frederiksborg Amts Avis kan dog fortælle, at optagelserne indtil nu er foregået omkring Ledøje, Hove, Herringløse og Taastrup. I dag fredag er optagelserne rykket nordpå i nærheden af Helsingør, og i næste uge skal der filmes i Hove.

”Vi kommer tilbage til Ledøje i april og der optager vi inde i selve forsamlingshuset, men vi er ude nu i det vinterlige vejr,” fortæller Anne-Marie Vidkjær, og lover, at ’Julestjerner’ bliver ”en rigtig familiejulekalender for alle aldre”.

Kilde: TVnyt.com (27-01-2012)
Skrevet af danskfilmskat.dk til Fredag, 27. Jan 2012 (48 hits)
 
Oscar Den danske film SuperClásico kommer ikke med til årets Oscar-uddeling. Det vækker skuffelse i filminstitut.

Det Danske Filminstitut står med blandede følelser, nu da ingen danske film er nomineret til årets glamourøse Oscar-show i Los Angeles.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg falder ikke besvimet om af skuffelse. Der var nogle rigtig gode film i konkurrence med for eksempel SuperClásico, siger direktør for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen.

SuperClásico, som er instrueret af Ole Christian Madsen, blev i sidste uge såkaldt shortlisted af Academy of Motion Picture Arts and Sciences som en af de ni film, der kunne få en Oscar-nominering for bedste udenlandske ikke-engelsksprogede film.
Håb om yderligt mandat

Tirsdag blev det så offentliggjort, hvilke fem film der har fået en plads på den røde løber ved Oscar-showet i Los Angeles den 26. februar. Og her måtte SuperClásico se sig slået.

- Det er hamrende flot, at filmen kom så langt, men det er enormt svært at nå det sidste stykke vej, siger Henrik Bo Nielsen.

Han havde spået SuperClásico en mindre chance til at komme med i kapløbet om den gyldne statuette, som i fjor blev vundet af Susanne Bier med Hævnen.

- Mine forventninger var på et af de yderligere mandater. Der var et par film, som var nogenlunde sikre, og så kæmpede SuperClásico om en af de sidste pladser. Der er altid meget politik og tilfældigheder i den her fase, siger Henrik Bo Nielsen.

Den kontroversielle instruktør Lars von Trier fik heller ingen nominering for sin film Melancholia.

Nicolas Winding Refn var inden dagens offentliggørelse lidt en dark horse til kategorierne for bedste film og bedste instruktør for sin prishædrede thriller Drive.

Men den 41-årige instruktør må ligesom Lars von Trier gå glip af Oscarstatuetten i år.

- Det er forventeligt, at Akademiet ikke vælger von Trier, fordi hans kunstnerisk stærke film har aldrig været deres førstevalg. Det er i virkeligheden mere skuffende med Winding Refn, siger Henrik Bo Nielsen.

Kilde: kpn.dk (24-01-2012)
Skrevet af danskfilmskat.dk til Tirsdag, 24. Jan 2012 (58 hits)
 
Dansk pris Den nyuddannede instruktør modtager i morgen Bisballe-fondens kunstnerpris 2011, som bliver fulgt at en check på 75.000 kr

Isabella Eklöf, der i afsluttede sin instruktør-uddannelse fra Den Danske Filmskole i 2011 med "Noter fra kælderen", modtager Bisballeprisen. Medlem af priskomitéen Poul Nesgaard begrunder valget:

"I sine film anlægger Isabella Eklöf et blik på verden som en fejlagtig struktur. Blikket på verden er ikke et dømmende blik, men et blik der ser, og lader verden selv afdække sin fejlbarlighed. I Isabellas verden er fejlene mange og sat i system, og skismaet er, set fra hendes optik, at systemer der tjener som tryghedsramme for nogle, bliver et diktatur for andre. Således angriber hun vores verden: Vores familietraditioner fremstår som undertrykkende systemer, hvor frihed ofres for hyggens skyld.

At Isabellas fortællinger og blik ligeledes spejler sig i hendes filmiske udtryk, siger næsten sig selv. Det er forskellen på en filmmager og en filmkunstner".

Priskomiteen er sammensat af folk fra seks forskellige kunstgrene:

Poul Nesgaard (Film og multimediakunst)
Kjeld Vindum (Arkitektur og design)
Fuzzy (Komposition og lydkunst)
Bjørn Nørgaard (Billedkunst og skulptur)
Kirsten Dehlholm (Performative kunstarter)
Erik Skyum-Nielsen (Litteratur og digtning)

Prisen bliver overrakt på onsdag den 25. januar 2012

Kilde: DFI (24-01-2012)
Skrevet af danskfilmskat.dk til Tirsdag, 24. Jan 2012 (66 hits)
 
Zentropa Det er notorisk svært at gøre Den Europæiske Union til interessant stof for det brede publikum.

Nu gør Zentropa forsøget med en international krimi, der får svindel, korruption og mord i EU som omdrejningspunkt. 'Babylon', hedder tv-serien, der følger en politimands jagt på gerningsmanden til en række drab i Bruxelles.

Serien er skabt af Anders Rønnow Klarlund og instrueret af Oliver Hirschbiegel. Lars von Trier og DR's mangeårige dramachef Ingolf Gabold agerer konsulenter i projektet, der i øjeblikket er i manuskriptfasen.

Flere lande hjælper finansiering
Zentropa forventer at begynde optagelserne næste år, og serien kommer til at udspille sig i flere af Europas lande.

Det har gjort det nemmere for finansieringen, siger producer Peter Engel til C21media:

»Fra en producents synspunkt er det en god idé, fordi det er en god mulighed for at co-produce med masser af andre lande, men det er også det, der gør det udfordrende«.
'Babylon' er blevet til i samarbejde med DR, svenske SVT, det fransk-tyske Arte og med midler fra European Broadcasting Union og EU’s Media Fund.

Kilde: Politiken.dk (20-01-2012)
Skrevet af danskfilmskat.dk til Fredag, 20. Jan 2012 (56 hits)
 
Berlinale "En kongelig affære", Nikolaj Arcels store filmdrama om Struensee, Caroline Mathilde og Chr. VII er udtaget til hovedkonkurrencen på Berlin Filmfestivalen.

To danske spillefilm er med i Berlin Filmfestivalens konkurrenceprogrammer i år. Nikolaj Arcels "En kongelig affære" er inviteret til at deltage i hovedkonkurrencen, hvor den får verdenspremiere, og Simon Stahos "Magi i luften" er tidligere udtaget til festivalens konkurrenceprogram med ungdomsfilm, Generation 14plus. Festivalen afholdes fra 9. til 19. februar.

Nikolaj Arcels historiske drama tager udgangspunkt i det pikante og risikable trekantsdrama mellem den tiltagende sindssyge Christian VII, hans tyske livlæge oplysningsmanden og idealisten Struensee og den unge, men stærke, engelskfødte dronning Caroline Mathilde. Det er en gribende fortælling om et passioneret og forbudt kærlighedsforhold, som forandrede en hel nation – et drama om modige idealister, der kæmpede for frihed til det danske folk og risikerede alt.

I rollen som Johann Struensee er Mads Mikkelsen tilbage i en dansk filmproduktion. Over for ham spiller den smukke, svenske skuespiller Alicia Vikander rollen som Caroline Mathilde, der i bekendtskabet med Struensee vokser fra ung, sårbar jomfru til en moden, samfundsbevidst kvinde. Filmens tredje store rolle som Christian VII. med det flakkende sind og det viltre temperament indtages af det unge talent Mikkel Boe Følsgaard, fjerde-års-studerende på Statens Teaterskole.

I andre roller ses Trine Dyrholm som den beregnende dronningemoder Juliane Marie, David Dencik som den religiøse og magtbegærlige Ove Guldberg, Bent Mejding som udenrigsminister J.H.E. Bernstorff, Cyron Melville som Struenses medsammensvorne Enevold Brandt, Thomas Gabrielsson som den fordrukne landadel Rantzau og Laura Bro som Caroline Mathildes trofaste husholderske Von Plessen.

Filmen er optaget i Tjekkiet med en enkelt afstikker til Dresden, og det historiske Christiansborg er blevet genskabt digitalt.

Nikolaj Arcel har skrevet manuskriptet sammen med Rasmus Heisterberg, som han tidligere har samarbejdet med om manuskripter til "Mænd der hader kvinder" og til sine egne tidligere film "Kongekabale", "De fortabte sjæles ø" og "Sandheden om mænd".
Louise Vesth, Sisse Graum Jørgensen og Meta Louise Foldager har produceret for Zentropa.

"En kongelig affære" har et budget på 47,7 mio. kr. og er støttet af Det Danske Filminstitut med 7,5 mio. kr. Filmen er produceret af Zentropa i co-produktion med Danmarks Radio, Film i Väst, SVT, Sirena Film Prauge og Den Vestdanske Filmpulje. Filmen er også støttet af SFI, Nordisk Film & TV-Fond, Ministerstvo Kultury Czech Republic, Mitteldeutsche Medienförderung, Eurimages og EU's MEDIA program.

Filmen distribueres af Nordisk Film Biografdistribution, og TrustNordisk står for internationalt salg. Der er dansk biografpremiere den 29. marts.


Kilde: DFI (20-12-2012)
Skrevet af danskfilmskat.dk til Fredag, 20. Jan 2012 (37 hits)
 
DK4 I "Sommerfuglenatten" på dk4 spiller Morten Hauch-Fausbøll menneskerettighedsjuristen Morten, der kommer i et moralsk dilemma, da han forelsker sig i en tidligere torturbøddel i Cambodja.

Morten, der er en internationalt anerkendt jurist, er sendt til Cambodja af FN for at hjælpe regeringen med at få de tidligere Khmer Rouge-ledere ført for krigsforbrydertribunalet for mord på to millioner cambodjanere.

Umiddelbart efter sin ankomst pådrager han sig en øjeninfektion. På hospitalet møder han sygepasseren Leng, og de bliver lidenskabeligt forelsket. En nat fortæller hun ham, at hun som 15-årig var torturbøddel og var med til at myrde mere end 500 landsmænd. Morten bliver splittet mellem sin lidenskab for Leng og sin retfærdighedsopfattelse.

"Sommerfuglenatten" er et politisk drama om folkemord, soning, tilgivelse og ægte kærlighed. Miniserien på 2 x 60 minutter er som dk4's første egenproducerede fiktionsserie kanalens hidtil mest ambitiøse programsatsning.

Serien er instrueret af Frode Højer Pedersen, en erfaren tv-mand, der har instrueret og produceret mere end 50 fiktions- og dokumentarfilm til både DR og internationale broadcasterere, bl.a. i den 3. verden og sydøstasien. Manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig er tidligere filmkonsulent på DFI og har bl.a. været forfatter på tv-serierne "Taxa" og "Rejseholdet". Medforfatter Kåre Bluitgen har mere end 50 bøger bag sig og har skrevet en række manuskripter til film til DR1 om børn i udviklingslandene.
Castet består af Morten Hauch-Fausbøll, Nutsaporn Swasdiprom, Laura Bach, Carsten Bjørnlund og Karl Antz. Optagelserne foregår i Thailand, Cambodja og Danmark.

"Sommerfuglenatten" er produceret af Gertrud Bjørning for Dialog Film og dk4 med Kamron Gunatilaka for det thailandske produktionsselskab Magneta Media Creation som koproducent. Serien har modtaget 3 millioner kroner i støtte fra Public Service Puljen ud af et samlet budget på 7 millioner.

Claus Ladegaard, områdedirektør for Produktion & Udvikling og medlem af Public Service Puljens styregruppe siger om projektet:

"Serien skildrer et kompliceret emne på en original måde. Den lægger en dansk vinkel på et emne, som ellers kan forekomme danske seere fjernt. Resultatet er en væsentlig og oplysende fortælling med en stærk virkelighedsreference, som udfordrer vores forståelse af forholdene i Cambodja. Med fokus på spørgsmålet 'Kan man elske en bøddel?' er seriens tema soning og tilgivelse på et både samfundsmæssigt og personligt plan."

Optagelserne er netop nu i gang i Cambodja, og serien har forventet premiere i november 2012.

Kilde: DFI (20-01-2012)
Skrevet af danskfilmskat.dk til Fredag, 20. Jan 2012 (46 hits)
 
DR Kædereaktioner – en fantasi om Niels Bohr og atombomben –er ny radiodrama-serie i 4 afsnit om vores nobelprismodtager, som også er en af danmarkshistoriens største helte. Men en helt og et geni som også havde en stor finger med i spillet i skabelsen af atombomben

Vi følger ham helt tilbage til den lyse studentertid frem mod bombningen i et mørkt Hiroshima.

Det er Harald Bohr (spillet af Søren Sætter-Lassen), der fortæller historien, om sin bror Niels (spillet af Peter Hesse Overgaard). Harald Bohr fortæller om en videnskabsmand, der stræber efter sandheden og godt nok opnår anerkendelse og flotte resultater, men må lide store samvittighedskvaler. ”Kædereaktioner” er ikke den endelige sandhed om Niels Bohr, men manuskriptforfatteren Mads Mazantis personlige fortolkning af det danske geni og hans betydning for verdenshistorien. Det er en episk eventyrfortælling.

Et af satsningsområderne
Historisk dramatik er en af DR Radiodramas satsningsområder. Af tidligere serier kan nævnes 'Peter Gruppen' og 'Kongens Kærlighed'.

"I Radiodrama kan vi uden de store omkostninger skabe illusioner om hvilken som helst historisk tid", siger Radiodramas producent Thomas Hedemann, der tilføjer:

"På film og tv er det ekstremt dyrt at skabe historisk dramatik, men på radioen kan vi dykke ned i vores fælles historie kun ved hjælp af lyd, stemmer og musik, og så er det så op til lytterne selv at sætte billeder på."

I 'Kædereaktioner' møder lytterne Bohr, mens han kæmper med kvantefysikkens udfordringer, de tekniske udfordringer, som for eksempel spaltning af uran, og er med ham i de filosofiske erkendelser omkring komplementaritet og modsætninger. Vi møder ham til sidst i politiske jernnæver og plaget af store eksistentielle tømmermænd.

Der er fagteknisk lytning for nørderne - alle dem, der kan lide at se DR HD og Discovery. Men for dem, der ikke har spidskompetencer indenfor kvantefysik, vil de faglige sekvenser måske blot være teknisk babble, og man kan i stedet fokusere på historien om en mand med en helt særlig intelligens og tårnhøje ambitioner, der solgte sin sjæl og betalte prisen.

"Kædereaktioner" kan både høres på P1 - første gang onsdag den 25. januar klokken 11.03 - og hentes som podcast på dr.dk/radiodrama

Kilde: DR (20-01-2012)
Skrevet af danskfilmskat.dk til Fredag, 20. Jan 2012 (49 hits)
 
Side << | 1 | 2 | 3 | 4 | 10 | 20 | 30 | 40 | 50 | 60 | 70 | >>

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Find os på ..